MINDSET | FRIT ARBEJDSLIV | MENTORING | BUSINESS | STRATEGI | BRANDING

VELKOMMEN TIL VIDENSBANKEN

Her kan du både se, lytte til, læse & mærke, mens du lærer

Jeg er her for at hjælpe, inspirere og støtte dig. Min viden er stor og min “værktøjskasse” er tung efter mange års arbejde på at dygtiggøre mig i krydsfeltet mellem menneskelig udvikling og business. Det er blevet min metier at hjælpe mennesker med at finde ind til, hvad de gør bedst og omdanne de kompetencer og egenskaber til salgbare koncepter, produkter og services.

Mine blogs, podcasts & lydfiler berører en lang række af temaer, som bl.a. mindset, bære- og væredygtig business, salg gjort simpelt, udviklingstraumer i en business kontekst og meget, meget mere.
Med vidensbanken håber jeg på at give dig ny viden, gode råd, en hjælpende hånd og ikke mindst inspiration til, du selv kan arbejde videre imod et liv og en business på dine præmisser.

Podcast jeg har bidraget til

Lyt med og bliv inspireret til at stå stærkere i dig selv.
Til at træffe meningsfulde valg og at skabe den business du drømmer om efter dine spilleregler.

Min personlige inspirationskiste

Jeg bliver hele tiden inspireret af artikler, bøger, og podcasts. Her deler jeg alle mine yndlings inspirationskilder.

Bloggen

Autentisk business
Anne Damgaard Anne Damgaard

Autentisk business

Autentisk business lyder måske temmelig flyvsk. Men at drive en autentisk business er på ingen måde flyvsk eller en floskel.

En autentisk business er, som du vil lære nemlig det stik modsatte. En autentisk business er en business, som hviler på nøje udvalgte kerneværdier og drives ud fra et stærkt fundament af mod.

Et mod til at være dig - og være den du er. I slutningen af indlægget kan du også læse om, hvorfor det at drive en autentisk business også er vejen til en succesfuld forretning, og hvordan det hjælper dig til at skabe et mere bæredygtigt og meningsfuldt arbejdsliv.

Et fundament af mod

Det kræver mod at være autentisk. At møde op som dig, som du er med dine fejl og mangler, styrker og forcer. At vise verden, hvem du er, og hvad du står for i din business.Derfor hviler en autentisk business på et fundament af mod.

I mit arbejde som mentor, underviser og uddannelsesleder er jeg dybt inspireret af Brene Brown, og anvender hendes forskningsteorier ind i mit arbejde med mennesker.

Brown mener, at vi alle kan lære at være modige. Og at det at være modig kræver 4 ting, som vi gør i praksis. Brown kalder det “ The four pillars of courage”.

Sårbarhed

Klarhed over værdier

Tillid

Kompetencer i at rejse os igen efter fiasko og nederlag ( rising skills)

Jeg vil gerne forklare disse 4 karaktertræk, eller egenskaber for mod ind i en business kontekst.

Sårbarhed - sårbarhed handler om at møde op, og virkelig lade folk ind. At give noget væk af dig selv, selv om du ikke ved om du vil blive mødt i det. Det kan være i relationen til en kunde, hvor du deler noget som har svært i dit eget liv. . Det kan være i relation til en samarbejdspartner, hvor du virkelig fortæller, hvordan det går i din forretning i stedet for at lyve, og sige at alt går strygende. Det kan være på sociale medier, hvor du deler det du oplever som udfordrende på din rejse som selvstændig. Sårbarhed handler om at møde op og fortælle både om det gode, men også om det som er svært. Hvis du vil være modig - er det både forbundet med usikkerhed, følelsesmæssig risiko og muligheden for at blive såret.

​Klarhed over værdier - når du har klarhed over din værdier, så har du et indre kompas. Men værdier er ikke gratis, det er derfor de er værdifulde. Og at holde fast i dine værdier og gøre det rette, kan være svært. Det kan i en business kontekst betyde at sige nej tak til muligheder, samarbejder eller kunder på grund af det vil gå imod dine fundamentale værdier. Jeg har flere gange måtte tage afstand fra indflydelsesrige mennesker, alene fordi at de ikke driver forretning på et for mig etisk værdigrundlag. Jeg har også måtte sige nej tak til kunder og ansøgere til uddannelsen på baggrund af mine værdier.

Tillid - mod er funderet i tillid. Et “ leap of faith” både i forhold til dig selv og i forhold til andre. At udvise tillid, betyder også at sætte dig selv i en udsat og sårbar situation. At vise andre tillid er sårbart, fordi du fjerner rustningen som holder mennesker på afstand. At vise tillid til dig selv og dine visioner, kræver at du er klar til at tage et spring ud i det du endnu ikke kender, men det som du tror på. At drive en forretning som er autentisk og på et fundament af mod, kræver at du møder op med tillid til dig selv, tillid til de mennesker som du involverer dig med i din forretning, tillid til dine kunder og samarbejdspartnere. Tillid betyder, at lægge dine våben og være åben - men ikke at være naiv.

Rising skills - Brown beskriver, at hun igennem 200.000 indsamlinger af data fandt, at mennesker som er modige i deres liv, og som har lært at være modige, også er dem som besidder det hun kalder Rising Skills. Rising skills hænger nøje sammen begrebet” troen på egen selv formåen” jf. Bandura, som er endnu en af de teoretikere jeg har beskæftiget mig indgående med.

Evnen til at vide med sikkerhed, at vi kan rejse os igen, uanset hvilke nederlag eller fiaskoer vi måtte opleve, betyder at vi kan skabe et modigt fundament, og dermed et autentisk fundament. Ser vi på det med business briller, betyder det at vi kan stole på vores mavefornemmelse og intuition, når vi skal træffe beslutninger.

Vi er ikke bange for at begå fejl, eller tage en kalkuleret risiko. Vi er ikke bange for at gribe en ny mulighed jf. Krumboltz , og på den måde sætter vi os selv fri til at være nysgerrige og åbne frem for fastlåste. Følelsen af at vide at vi kan overkomme svære udfordringer, betyder at vi kan drive en autentisk business, hvor vi går med hjertet først, og er åbne for kreativitet. Ja det er udgangspunktet for at finde modet til at starte en business. At vide, at uanset om vi fejler eller ej, så skal vi nok klare den.

Autentisk business i praksis

En autentisk business er en business, som hviler på et fundament af mod. Når vi driver en autentisk business, så gør vi det helhjertet. Vi møder op - som os selv, med vores frygt, usikkerhed, fejl og mangler - præcis ligesom alle andre. Og vi er ikke opsatte på at beklæde os selv med en facade, for ikke at afskrække andre mennesker. Vi er jo blot et menneske - og mennesker er på ingen måder perfekte.

Vi møder andre mennesker med ligeværd og respekt. Vi møder dem som de mennesker de er. Denne spejling skaber resonans - den skaber connection mellem mennesker. Den opbygger tillid og troværdighed. Vidste du, at tillid og troværdighed er nøgleelementer i ethvert salg ? At når vi taler markedsføring og branding, så er alt det du gør intet værd uden tillid og troværdighed.

At starte en autentisk business, eller insistere på at drive en business autentisk har altid været mit mål. Jeg vidste vitterligt ikke om jeg ville kunne leve af min forretning dengang jeg startede den. Min værste frygt var, at vi skulle leve i en papkasse på gaden ( selvom min logik sagde, at det ikke kom til at ske). Men jeg vidste at uanset, hvordan det gik, så ville jeg finde en vej. Uanset om min forretning blev en fiasko eller succes, så vidste jeg, at jeg ville rejse mig igen.

Når jeg laver et nyt projekt i min virksomhed, er det altid på et fundament af autenticitet og mod. Det er altid sårbart at gå i verden med det vi brænder for. Det gør ondt at blive afvist, mødt af en mur af stilhed, eller manglende interesse. Det er sårbart at stille sig op og blive ved med igen og igen at tale om det som er væsentligt for mig. Med uddannelsen til Livs & Vidensmentor har jeg skabt mit til dato mest autentiske, mest modige, mest sårbare projekt.

Der er flere ting, som har gjort denne rejse særligt sårbar. For det første har jeg skabt en dyb personlig uddannelse ud fra min viden og min vision. En uddannelse som mange ikke engang forstår, hvad går ud på. For den findes ikke på samme måder så vidt jeg ved. Jeg har endda selv fundet på begrebet Vidensmentor. Et ord som ingen ved, hvad betyder. Når folk ikke, ved hvad du snakker om, bliver det nogle gange opfattet som ren volapyk. Eller afskrevet med manglende interesse. Jeg måtte bruge alt mit mod for at gå ud i verden med min vision. Jeg måtte tage et “ leap of faith” i at jeg både har kompetencerne til at forklare, hvad uddannelsen går ud på, og have tillid til at mennesker ville lytte, og forstå min intention. Det som også gør det til mit mest modige projekt til dato, er at jeg har satset alt på min vision. Jeg har brugt tid væk fra min familie, penge og ikke mindst en utrolig masse tankevirksomhed på at skabe den i mine øjne bedste mentoruddannelse.

At skabe en uddannelse som i høj grad handler om autenticitet, at skabe en autentisk business, og det at møde 100% op, har også været en sårbar proces. Det har betydet, at jeg som uddannelsesleder og underviser har skulle møde op - præcis som mig. Med mine fejl og mangler, med min person, mine quirks og særheder. Altsammen foran en gruppe mennesker, som jeg måtte have tillid til ikke dømte mig. At de vejede mig og fandt mig for let. At de ikke synes, de havde fået valuta for deres penge. At uddannelsens opbygning og struktur ikke var tilfredsstillende. Hele det ansvar har været på mig. Og det er sårbart. Jeg kunne nemt påtage mig enuautentisk og overlegen bezzerwizzer rolle. En guru rolle. En maske. Et skjold. Men jeg insisterer på autencitet. Jeg insisterer på at møde op som mig.

Autentisk business - bæredygtig bundlinje - mere bæredygtigt arbejdsliv

Hvorfor mener jeg, at alle bør have fokus på at skabe en autentisk business ? Hvorfor er det vedkommende og meningsfuldt ?

I mit arbejde som businessmentor har jeg særligt øje for 2 ting.

Et meningsfuldt og bæredygtigt liv ( arbejdsliv)

En bæredygtig bundlinje.

Den sidste først. En bæredygtig bundlinje er nødvendig for, at vores forretning kan overleve. Ingen kunder - ingen penge og dermed må vi lukke vores forretning. Og dermed kan vi ikke gøre en forskel i verden. Det er ærgerligt for både os selv og for dem vi er “ of service “ for. Derfor er en bæredygtig bundlinje nødvendig for at vi kan fortsætte vores vigtige og gode arbejde i verden. Så kort kan det siges.

Et meningsfuldt og bæredygtigt liv ind i en business kontekst, er særligt vigtigt, fordi at vi skal bruge tiden - det ene liv vi har - på det som giver os mening. Det skal være bæredygtigt på den måde forstået, at vi skal have os selv med i processen. Vi skal ikke have en busines, som gør os syge, stressede, angste, bekymrede og udbrændte. Vi skal have en business som giver os energi, glæde, læring, udvikling og hvor vi kan skabe et liv på vores egne præmisser - efter vores egne værdier.

Så hvordan går autentisk business hånd i hånd med ovenstående ?

Her er 4 gode grunde:

1. Du undgår imposter syndrom: Når du driver en autentisk business, undgår du imposter syndrom eller det at være bange for at blive “ afsløret”, at du er kejserens nye klæder. At du ikke er den, eller kan det du siger du kan. Ved at være autentisk har du ikke brug for at gøre dig bedre end du er, sige at du kan løse opgaver du ikke kan, spille en rolle på sociale medier. Du kan ikke blive afsløret - for der er intet at afsløre. Du møder op som dig - med det du kan, intet mere eller mindre. Imposter syndrom er noget rigtig mange selvstændige og iværksættere ( og medarbejdere lider af).. Det fører til bekymringer, søvnløse nætter, og konstant frygt. Det er ikke bæredygtigt for din mentale sundhed eller din forretning, og tager dit fokus frr det som i virkeligheden er vigtigt.​

2. Du har dig selv med i processen - at drive en autentisk business handler om personligt lederskab, og når du står på et fundament af mod, så har du dig selv med i processen. Det betyder, at du ved, hvornår du skal sige ja, og hvornår du skal sige nej. Som selvstændige skal vi konstant træffe valg, og at træffe de rette valg er afgørende for, hvordan det går med vores forretning. Et forkert samarbejde kan koste dyrt både i tid og penge. En leverandør som ikke lever op til dine etiske værdier, kan ødelægge din forretning. Eller en samarbejdsaftale omkring et produkt med en anden selvstændig, kan i værste fald betyde, at ellers loyale kunder og følgere mister tilliden. Dette har jeg desværre set mange gange. Derfor er det på alle måder gavnligt både for din tid og din bundlinje at drive en autentisk business.

3. Tillid og troværdighed er afgørende for salg - vi ville aldrig selv købe noget af nogen, hvor vi ikke var sikre på, at det vi fik var i orden. I dag er tillid og troværdighed i bund, og derfor så desto meget mere vigtig. Vi har i høj grad mistet tillid til både politikere, virksomheder og ledere. Nettet er proppet med fakes og hustlere, som forsøger at snyde folk, ja endda stjæle deres oplysninger. Mennesker køber af mennesker de har tillid til. Men desværre er der mange som fylder deres markedsføring og branding med en “lille hvid løgn” - som bliver en stor løgn, som desværre ødelægger alt. For i jagten på kunderne og kampen om opmærksomhed på nettet og sociale medier, kræver det endnu mere at få folks opmærksomhed. Inden for mit eget felt altsåiværsætteri og business, samt private uddannelser, er der desværre flere og flere som lover langt mere end de kan holde med udsagn som “ jeg tjente 800.000 på 4 dage - brug min metode og få et rekordsalg - køb min workshop “ eller “ lev af din forretning fra dag 1 - køb mit kursus”. Begge disse udsagn er jo løgn, ingen med nogenlunde forstand ville nogensinde love folk den slags. Det er vitterligt umuligt. Det er ikke alene utroværdigt - det er fuldstændig ødelæggende for at skabe en god forretning. Derfor er tillid og troværdighed fuldstændig afgørende for at skabe salg. En autentisk drevet business giver dig et ikke blot en bedre bundlinje hen af vejen - men du slipper også for at lyve.

4. Kreativ frihed skaber innovation og værdi - når du driver en autentisk business på et fundament af mod, så tør du lade din kreativitet lede dig. Din vision bliver skarpere, du får bedre ideer og du skaber bedre services og produkter. Det er både godt for din mentale sundhed, dit liv og din bundlinje. Kreativitet giver glæde. Kreativitet er en tilstand af flow, hvor tanker bliver udtrykt og manifesteret. At udtrykke din kreativitet er at udtrykke dit inderste selv - din kerne. At skabe en autentisk business, betyder at du åbner op for din kreativitet. Du tør tage mere “ bold” beslutninger i din virksomhed i stedet for at spille sikker, skabe det vi ikke har set før, udtrykke det du synes er væsentligt og meningsfuldt. Alt sammen giver dig et mere bæredygtigt og meningsfuldt liv, fordi du virkelig oplever at du kan være hele dig selv,og bruge hele dig selv. Når først du åbner op for kreativiteten åbner du også døren til innovation - til det nye og uopdagede. Du finder en måde at gøre tingene på som er helt din egen og kendetegner dig. Det vil du blive bemærket for - da du ikke er bare endnu en kedelig copycat. Jo mere du brænder for det du gør,jo mere vil du også tænke værdi ind i det du gør. Hvordan kan du skabe værdi for mennesker i din business, hvad er det ekstra lille kreative tiltag, som betyder at de husker dig og anbefaler dig videre. Dette er naturligvis godt for din bundlinje - kunder som husker os for den vi er og den måde vi mødte dem på, de kommer ofte tilbage.

Kom i gang i dag med at skabe en ( endnu mere ) autentisk business

Jeg kunne skrive en mindre Phd. afhandling om dette emne, da det betyder så meget for mig og er så vigtigt og væsentligt. Men nu er det jo bare et blogindlæg og ikke en roman ( ikke endnu i hvert fald). Hvis du har læst så langt vil jeg gerne give dig et par sidste pointers med, så du kan komme i gang allerede i dag.

Se på de 4 Pillars of courage og for hver af dem reflekter over, hvordan du kan skabe et stærkere fundament af mod. Overvej herefter hvordan du for hver enkelt kan gøre en enkelt handling.

Det kunne f.eks. være:

Skrive dine værdier ind på din hjemmeside og hvad hver af dem betyder i relation til din business

Skrive et blogindlæg eller opslag på sociale medier, hvor du deler om dig selv og er sårbar.

Næste gang du skal indgå et samarbejde spørge ind til værdierne hos virksomheden.

Tage det tøj på du føler dig bedst tilpas i, når du er på arbejde i stedet for at tage det tøj på som du tror andre forventer af dig.

Hvis du vil vide mere om autencitet - mod - troen på egen selvformåen og det at gribe mulighederne, kan du læse videre her om henholdsvis Bandura, Krumboltz og Brown, som er det teoretiske afsæt for dette indlæg.

Læs mere

Lyd-tips til dit mindset

Få indflydelse på vidensbanken

Få indflydelse på vidensbanken